Økonomi


Uddannelse Guide+HG varer fra mandag den 6. september 2010 til fredag den 3. december 2010. Hele forløbet er med fuld SU, også de 4 uger i Spanien. Du kan få SU i fire måneder, nemlig september - oktober - november og december.

De 4 uger på guideskole i Spanien koster kr. 12.750,00 og dette beløb dækker ophold, indkvartering, kost, rejse, undervisning og udflugter.  Normalprisen for et ophold og uddannelse på guideskolen er ca. 19.000,00 kroner og du får dermed en meget stor rabat.
Når du har gennemført både guideskole og HG med tilfredsstillende resultat, er du garanteret et job som guide et sted i verden, ansat af et dansk rejsebureau.
 
Hvis du arbejder for et rejsebureau i 12 måneder, vil du, fra langt de fleste rejsebureauer, få udbetalt en stor bonus, udover din faste løn som guide. Denne bonus svinger mellem 8000,00 kroner til 18.000 kroner, og dit guideskoleophold vil dermed være betalt for dig.
 
Løn- og ansættelsesvilkår som guide:
Arbejdsforholdene som guide varierer en del fra selskab til selskab, men guiderne får altid betalt uniform, transport, bolig, forsikring, og en del måltider..
Generelt er det sådan, at rejseselskabet udleverer uniform med logo, så gæsterne kan genkende guiderne. Uniform kan både være skjorte og slips til velkomstmøder, ankomst- og afgangstransfers og mere afslappet tøj til arrangementer i løbet af ugen.
Rejseselskabet vil normalt også stå for bolig på rejsemålet, enten som en lejlighed eller som hotelværelse. Normalt vil guiderne også få mad på destinationen. Det kan være restauranter eller hoteller, som rejseselskabet arbejder tæt sammen med og som derfor tilbyder mad til guiderne. Det er heller ikke unormalt, at barer og diskoteker serverer gratis drikkevarer til guiderne, hvis guiderne trækker gæster med. På den måde hjælper guiderne og samarbejdspartnerne på destinationen hinanden til alles fordel.
Lønnen til guiderne ligger et sted mellem 4000 og 8000 kr. pr. måned. Diætreglerne betyder, at hele beløbet er skattefrit, og eftersom bolig, rejser, det meste mad og de fleste fritidsaktiviteter er gratis, er det helt bestemt muligt at spare op af denne løn.  Flere selskaber tilbyder guiderne bonus for solgte turer på destinationen, især de selskaber, hvor den månedlige løn ligger i den nederste ende af skalaen.