At starte på Handelsgymnasiet
Intro-dage
Det første du skal deltage i, når du møder på skolen, er et introduktionsarrangement. Hermed ønsker vi at give dig muligheden for at lære skolen og dine kammerater at kende på en hurtig og sjov måde.
Inden første skoledag får du en invitation fra skolen med program og praktiske oplysninger om intro-dagene.
Klasserne skal løse forskellige opgaver og får nogle udfordringer, som kun kan løses ved at samarbejde. Allerede i intro-dagene vil du møde faglige udfordringer.
En ny skoleform der giver studiekompetence
Når du forlader folkeskolen for at starte på Handelsgymnasiet, er en af de første udfordringer, at du nu selv har ansvaret for dit videre uddannelsesforløb. På en ungdomsuddannelse deltager du frivilligt, og er kun forpligtiget overfor dine egne fremtidsplaner og interesser.
På Handelsgymnasiet vil vi hjælpe dig i gang og støtte dig i den proces, du og dine kammerater skal igennem. Klassen er din faste base, men for at sikre, at du udvikles såvel fagligt som personligt, arbejder lærerne med forskellige undervisningsformer og arbejdsmetoder.
Det første halve år på handelsgymnasiet kaldes grundforløbet. Meningen er at grundforløbet naturligt skal tilegne dig studieredskaber, der ændrer dine skolevaner fra at være folkeskoleevelev til at være gymnasieelev.
I de enkelte fag angiver fagplanen fra Undervisningsministeriet, hvad du skal lære, det kaldes kompetencemål. Men det kræves også, at du bliver i stand til selv at planlægge, gennemføre og vurdere din indsats. Selvstændighed, samarbejdsevne og fleksibilitet er egenskaber, der skal styrkes gennem uddannelsen. Det betyder, at du fra lærernes side vil opleve, at der tilbydes hjælp samtidig med at der stilles krav. Vi forventer, at du som elev på handelsskolen vil prøve at leve op til kravene.
Dit arbejde vil løbende blive evalueret, og du vil her få mulighed for at drøfte dit uddannelsesforløb med lærere og studievejleder.