Eksamensreglement - Grundforløb
Eksamen er en formel afslutning på undervisningen, og den er styret af meget faste regler. Det er vigtigt, at du får læst dem godt, og at du forstår dem.
Det er ligeledes vigtigt, at du også læser skolens eksamensvejledning, da du her får mere præcise råd om, hvordan du skal forholde dig i eksamenssituationen.
Alle regler i forbindelse med eksamen gælder både for "rigtig" eksamen og for eksamenslignende situationer, f.eks. en terminsprøve.
Før eksamen
Senest på sidste skoledag skal du have følgende i orden:
- Du skal have underskrevet aftale om brug af it ved skriftlig eksamen (gælder kun, hvis du skal til skriftlig eksamen)
- Du skal have din helt personlige eksamensplan med datoer.
- Du skal have udleveret casehistorien, som danner grundlag for caseeksamen
- Du skal have læst den "eksamens-guide" med alle regler m.m., som din teamkoordinator har udleveret.
Eksamen
Der findes forskellige eksamensformer, som du kan læse i det efterfølgende; men der er en del fælles regler, som gælder ved alle eksamener:
Fælles regler:
- Udover skriveredskaber og lommeregner må du kun medbringe de hjælpemidler, som fremgår for det enkelte fag i "eksamens-guide".
- Mobiltelefon må ikke medbringes til skriftlig og mundtlig eksamen. Du skal helst slet ikke have den med, men evt. kan du give mobilen til den tilsynsførende ved eksamens start. Ved caseeksamen må du gerne have mobiltelefon med på case-arbejdsdagen.
- Du skal møde ved eksamenslokalet senest 30 minutter før eksamens start. Hvis du kommer for sent, skal du gå direkte i servicebutikken og give besked.
- Hvis du gribes i snyderi eller forsøg derpå, kan du blive bortvist fra eksamen eller i særlige tilfælde bortvist fra skolen.
- Skriftligt arbejde, f.eks. i forbindelse med tema-projekter, må ikke være afskrift. Hvis der er tale om afskrift, kan læreren nægte at godtage opgaven, eller karakteren kan blive sat efter forholdene, eller du kan få en advarsel eller i særligt grove tilfælde bortvises fra skolen.
- Hvis du med sin adfærd virker forstyrrende for andre elever i eksamenssituationen, kan eleven bortvises fra eksamen, få en advarsel eller i særligt grove tilfælde bortvises fra skolen.
Sygdom:
- Hvis du på grund af sygdom ikke kan møde til eksamen, eller hvis du bliver syg under eksamen, skal du hurtigst muligt give besked til skolens kontor. For at få mulighed for at komme til en senere sygeeksamen skal du omgående aflevere en lægeerklæring. Udgiften til lægeerklæringen betales ikke af skolen.
Skriftlig eksamen:
- Skolen stiller om muligt it til rådighed ved alle skriftlige eksamener på betingelse af, at der er underskrevet en aftale om brug.
- De tilsynsførende giver dig besked om, hvornår du må gå ind i lokalet, og hvor du skal sidde. Hvis du har brug for at forlade lokalet under eksamen, vil du blive ledsaget af en tilsynsførende.
Mundtlig eksamen:
- Mundtlig eksamen kan enten være med forberedelsestid eller med direkte start i eksamenslokalet. Det fremgår af eksamens-guiden. Ved caseeksamen skal du møde direkte i eksamenslokalet.
Tema-Projekteksamen (eksamens-vof):
- Projekteksamen består af en projektperiode, aflevering af et produkt og en mundtlig prøve. Det hele er omfattet af reglerne for eksamen.
- Prøven er normalt en individuel eksamen.
Caseeksamen:
- Caseeksamen består af en casearbejdsdag og en mundtlig prøve. Begge dage er omfattet af reglerne for eksamen. Casehistorien, som danner baggrund for hele eksamen, udleveres normalt af teamkoordinatoren. På casearbejdsdagen forbereder eleverne i grupper (højst 3 personer) den mundtlige præstation ud fra de spørgsmål, der er udleveret til casen i det pågældende fag.
- Senest ved casedagens afslutning afleveres et oplæg af hver enkelt elev. Selve eksamen foregår ca. 4-8 dage efter arbejdsdagen, og eksaminationen er individuel.
Karakterer
Ved bedømmelse af prøver til eksamen gives der karakter efter 7 trinsskalaen. En prøve er bestået, hvis karakteren er mindst 2. Karakteren fastsættes efter drøftelse mellem censor og eksaminator (læreren) eller mellem 2 censorer. Hvis disse ikke er enige om en fælles bedømmelse, giver hver en karakter. Karakteren på prøven er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Hvis gennemsnittet ligger midt mellem 2 karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers den nærmest lavere karakter.
Klager
Med hensyn til klager over og mangler ved eksamen samt klager over skolens afgørelser henvises til bedømmelsesplanerne. Klager skal være indgivet til skolen inden 2 uger efter, at karakteren på sædvanlig måde er meddelt til dig. Skolen vil herefter orientere om de gældende regler for klager.
Omeksamen
Hvis en eksamen ikke er bestået i henhold til reglerne for uddannelsen, har du en mulighed for at gå til omeksamen. Dette vil din kontaktlærer/teamkoordinator eller studievejleder aftale med dig.
Forlængelse af uddannelsen
Hvis du ikke har bestået de nødvendige fag/niveauer i henhold til din uddannelsesplan, har du forskellige muligheder. Se nærmere i skolens bedømmelsesplan og ved linket "Indstilling til eksamen".