Eksamensvejledning

Case-eksamen:
Caseeksamener på alle grundfag (dansk, engelsk, s&s, EØ, IT og samfundsfag)

Caseeksamen tager udgangspunkt i en virksomhedsbeskrivelse, som er ens ved alle grundfag. Caseeksamen består af en case-arbejdsdag og 2-5 dage senere en case-eksamensdag.

På casearbejsdagen udleveres 7 opgaver til eleven, opgaverne er selvfølgelig forskellige, alt efter, hvilket fag det drejer sig om. Eleverne har casearbejdsdagen til at disponere sit arbejde med de 7 opgaver og dagene indtil selve eksaminationen til at forberede sig.

På casearbejdsdagen må eleverne arbejde i grupper på op til 3 personer. Senest kl. 16.00 afleveres en INDIVIDUEL eksamensplan og eksamensdisposition.

Hvis en elev på casearbejdsdagen udviser forstyrrende adfærd eller på anden måde overskrider skolens almindelige ordensregler, kan eleven bortvises fra eksamen.

På caseeksamensdagen er der individuel eksamination, eksaminationstiden varierer fra fag til fag, typisk mellem 20 - 30 minutter. Eleven skal møde mindst 30 minutter før det fastsatte eksaminations-tidspunkt.

Eleven medbringer til caseeksamen: Caseopgaverne. Egen eksamensplan og egen eksamensdisposition. Diverse eksamensmateriale, som eleven har produceret til eksamen, f.eks plancher, noter, powerpoint m.m. (Dette  materiale skal være produceret af eleven selv)

Projekt eksamen:
En projekt-eksamen består af en projektperiode, aflevering af et produkt og en individuel eksamen. Alle elever på grundforløbet har mindst en projektperiode per semester, og dermed også mindst en projekt-eksamen per semester. En projektperiode koncentrerer sig altid om et tema eller et emne, som eleverne arbejde med, både i grundfagene og i deres arbejde med produktet, f.eks. en rapport.

I projektperioden gælder en skærpet mødepligt. Eleven kan blive bedt om at fremvise lægeerklæring ved fravær. Uacceptabelt fravær i projektperioden kan betyde, at eleven må tage hele projektperioden om, at eleven ikke må være en del af en gruppe, eller i skærpede tilfælde, at eleven udmeldes fra skolen.

I projektperioden må der arbejdes i grupper, efter nærmere bestemmelser i det konkrete projektoplæg.

I slutningen af projektperioden afleverer hver gruppe et projekt, en rapport eller andet - ud fra hvad der står i det konkrete projektoplæg. Alle gruppemedlemmer er ansvarlige for alt, hvad der står i gruppens projekt. Det kan angives med navn, hvem der er hovedansvarlig for de enkelte dele i projektet.

Der må ikke forekomme afskrift i rapport/projekt. Hvis der forekommer afskrift kan følgende sanktioner komme på tale: Rapporten afvises og gruppen må tage projektperioden om. Der gives en meget lav standpunktskarakter. I meget grove tilfælde kan bortvisning komme på tale. Hvis det i særlige tilfælde skønnes, at kun et/få gruppemedlemmer har skrevet af,  mens resten af gruppen var uvidende om dette, kan ovenstående sanktioner begrænses til de elever, der rent faktisk har skrevet af.

Ud over ovenstående projekt/rapport, skal hver elev INDIVIDUELT producere noget eksamensmateriale, som tager udgangspunkt i gruppens projekt, og som ud fra dette uddyber eller perspektiverer emnet, evt. kan der også lægges en helt ny synsvinkel  på emnet.

Projekt-eksamen foregår individuelt. Konkrete krav til eksamen vil fremgå af det aktuelle projektoplæg, men temaeksamen vil altid tage udgangspunkt i de 6 kompetencer.

Eksaminationstiden er 25 minutter for begynderniveau og 30 minutter for rutineniveau.

Ved projekt-eksamen medbringer eleven: Projektoplægget. Gruppens afleverede projekt/rapport m.m. Materiale ud over det afleverede (skal være produceret af eleven selv). Diverse materiale til at understøtte elevens præsentation (skal være produceret af eleven selv).

Eksamens-materiale (præcisering)
Der må ikke afleveres afskrift i nogen form.

Hvis en elev til en eksamen eller en eksamenslignende situation benytter andre elevers eksamensmateriale eller materiale, der er taget fra en anden kilde, kan det medføre: En meget lav eksamenskarakter. At eksamen afvises og eleven må tage faget/projektet om. I grove tilfælde kan det medføre bortvisning fra skolen.

Her finder du os

Find os på Google maps, så er det nemt at lave en ruteplanlægning

Google Maps

Grenaa Handelsskole

N.P. Josiassensvej 44
8500 Grenaa
Telefon: 87580400 | E-mail: ghs@ghs.dk

Læs mere under kontakt 

Viden Djurs

Klik på nedenstående link for at komme til Viden Djurs fælles indgangsportal

Til www.videndjurs.dk