Historie
Grenaa Handelsskole er en gammel skole. I 1992 kunne skolen således fejre sit 100 års jubilæum. Driftige handelsmænd med apoteker Hoffmeyer forstod betydningen af at have veluddannet personale i detailhandlen.
Oprindeligt var Grenaa Handelsskole en ren aftenskole, hvor butikselever kunne dygtiggøre sig efter en lang arbejdsdag. – Ikke desto mindre kan man ud fra skolens første fraværsprotokol fra 1906 læse, at fraværet kun var på 2 %. Med tiden er skolen hovedsageligt blevet en dagskole, hvor undervisningen ikke kun er rettet mod detailhandlen, men mod erhvervslivet bredt.
Som industrien og handlen voksede op gennem århundredet, voksede Grenaa Handelsskole. - Og de oprindelige lokaler blev for små. Derfor flyttede skolen i 1975 ud i en helt ny bygning på N. P. Josiassensvej. Her holder skolen stadig til. Men i 1981 og senest 1997 har der atter været behov for udvidelser. Som det sidste er der blevet opført nye klasseværelser, nye kontorer, samt et helt nyt kursuscenter.