Mødepligt og afleveringspligt


Der er mødepligt til alle former for undervisning, herunder praktik, projekter, virtuel undervisning, vejledning, samtaler, ekskursioner, ture og fællesarrangementer samt prøver og eksaminer.
 
Du skal som elev deltage aktivt i undervisningen, være forberedt hjemmefra og medbringe bøger, papirer og redskaber som f.eks. lommeregner computer eller ordbøger, der skal bruges i undervisningen.
 
Under din mødepligt hører også pligten til at aflevere skriftligt arbejde til tiden. Skriftlige arbejder skal både vedr. kvantitet og kvalitet leve op til de krav, der fastsættes i de enkelte fag. I modsat fald kan opgaven betragtes som ikke afleveret. Der sker registrering af manglende afleveringer. Den enkelte lærer kan sætte en ny frist for aflevering af en manglende opgave.
 
Skriftlige opgaver må ikke være afskrift. Kilder skal angives. Hvis store dele af en opgave er afskrift, godtages opgaven ikke. I grove og evt. gentagne tilfælde gives der en advarsel af ledelsen.
 
Deltagelse i terminsprøver er ligeledes et krav, og er en elev fraværende ved en terminsprøve, kan det kræves, at vedkommende aflægger prøven på et andet tidspunkt. Dette gælder både skriftlige og mundtlige terminsprøver.
 
Du kan under normale omstændigheder ikke indstilles til eksamen, hvis du mangler at aflevere skriftlige opgaver eller mangler at deltage i terminsprøver. Både manglende afleveringer og manglende terminsprøver kan medføre advarsler fra ledelsen og dermed i sidste ende også udmeldelse.
 
Fravær registreres ved timens begyndelse (eller ved aktivitetens begyndelse). Alt fravær registreres uanset årsag. Møder du ikke til tiden, registreres du som fraværende. Ved aktiviteter, der rent fysisk foregår andre steder end på skolen, f.eks. praktik, studieture, turneringer, og for elever, der deltager i andre aktiviteter end undervisning på skolen, f.eks. elevrådsarbejde, gives godkendt fravær. Det er ledelsens vurdering, hvilke aktiviteter, der gives godkendt fravær for.
 
Fravær registreres i Elevplan, hvor du som elev selv kan se dit fravær. Hvis du er fraværende skal du angive årsagen til dit fravær på elevplan. Det skal gøres den aktuelle dag senest klokken 23.50.
 
Hvis det vurderes at en elev har for meget fravær, eller mangler for mange afleveringer/terminsprøver, indkaldes eleven til en samtale. Samtalen kan være med kontaktlærer, klasselærer, studievejleder, mentor eller ledelsen. Der kan gives skriftlige eller mundtlige advarsler/pædagogiske tilrettevisninger og elever kan, hvis det skønnes formålstjenligt, henvises til skolens studievejleder. UU orienteres via en risikomærkning, og forældre/værge kan orienteres, hvis eleven er under 18 år. En advarsel/pædagogisk tilrettevisning indeholder en beskrivelse af rimelige og relevante sanktioner jævnfør bekendtgørelsesnummer 1222 af 04/12/2006 §7
 
Ledelsen kan beslutte, at en elev mister retten til at modtage SU, hvis det vurderes, at eleven ikke er studieaktiv.
 
Fravær og/eller manglende afleveringer/terminsprøver kan medføre udmeldelse fra uddannelsen efter forudgående skriftlig advarsel. I særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan sanktionen iværksættes straks uden forudgående advarsel.
 
Der kan i særlige tilfælde dispenseres fra de generelle regler. Skolen kan kræve en lægeerklæring fra en elev, som eleven i så tilfælde selv skal betale.
 
Klage over nægtet oprykning og andre sanktioner som følge af overtrædelse af skolens studie-ordensregler, herunder møde og afleveringspligt, sker efter forvaltningslovens regler. En klage skal være skolens leder i hænde, så den af skolens leder kan indsendes til Undervisningsministeriet inden to uger fra afgørelsens meddelelse.

Her finder du os

Find os på Google maps, så er det nemt at lave en ruteplanlægning

Google Maps

Grenaa Handelsskole

N.P. Josiassensvej 44
8500 Grenaa
Telefon: 87580400 | E-mail: ghs@ghs.dk

Læs mere under kontakt 

Viden Djurs

Klik på nedenstående link for at komme til Viden Djurs fælles indgangsportal

Til www.videndjurs.dk